Lucca

Copyright © All Rights Reserved   Bjarne Mikkelsen,  Fuglebakken, 8870 Langå, 2024 9296,  bmi@4432.dk

FUGLEBAKKEN.DK

Take care of your body. It's the only place you have to live..


Lucca

Lucca er i mange henseender en usædvanlig by. Man opdager allerede byens originalitet, før man træder ind i den, for ingen anden italiensk by af denne størrelse har stadig helt intakte forsvarsmure. Og Luccas befæstningsmure er i sandhed imponerende. Deres nuværende skikkelse går tilbage til 1600-tallet, og deres 4,1 km store cirkel brydes kun få steder af de gamle porte. I dag bruges voldene som rekreativt område, så folk promenerer, løber og cykler her i skyggen af de slanke popler, der flankerer grusvejen hele turen rundt.



Kulturelt set er Lucca ligeledes ikke blot et, men mange besøg værd. Man får aldrig lov til at glemme, at Giacomo Puccini blev født, opvoksede og tog sine første musikalske skridt her i byen. Plakater og postkort med reproduktioner af operaplakater findes overalt, og i mesterens fødehus findes et lille museum over hans liv og værk. Hvis man er heldig, kan man opleve en af hans operaer i byens prægtige operahus, Teatro del Giglio, som gennem årtierne har set mange af de største sangere, og hvis atmosfære er uforlignelig.


Der er også tale om en særdeles velhavende by, hvilket man tydeligt fornemmer, når man går en tur på de centrale indkøbsgader. De lækreste tøjbutikker ligger her side om side, og befolkningen er da også udpræget velklædt og elegant. Butikkerne og caféerne i byen harmonerer med indbyggernes stil, og man skal uden for Toscana til Piemonte for at finde så mange smukke og stemningsfulde caféer, hvoraf mange har en historie, der går tilbage til 1800-tallet. Også hvad angår spisesteder kan byen byde på en række spændende muligheder, og selv raffinerede restauranter som Giglio og Buca di Sant'Antonio har forbavsende moderate priser i forhold til byer som Siena og Firenze. Onde tunger hævder, at dette skyldes lucchesernes nærighed.

Når vi nu er ved cyklerne, så udgør indbyggernes forhold til dette transportmiddel også et kapitel i deres enestående natur. Hvor cyklen i størstedelen af Italien primært betragtes som et funktionelt motionsredskab, som trækkes frem i weekenden, hvor mænd i alle aldre pruster rundt på landevejene i spraglet tøj, så er den for luccheserne det naturlige daglige transportmiddel. Man møder således forholdsvis få biler og knallerter i Luccas centrum, men langt flere cyklister i alle aldre, end man er vant til fra andre italienske byer. Konsekvenserne af dette for sikkerheden, luftens kvalitet og støjniveauet behøver vist ingen forklaring.